15. juni 2026

Lærlingedag hos AC A/S

Den 5. maj 2026 afholdt AC A/S deres årlige elevdag. Her samlede virksomheden alle lærlinge til en spændende og hyggelig dag med tid til læring, inspiration og samvær.

På første del af dagen havde lærlingene kvalitetssikring og afprøvning af installationer på programmet. Overmontør og serviceleder i AC A/S Steffen Sørensen fortæller:

Vi prøver at skabe en forståelse for hvad kvalitetssikring er, og hvorfor det er vigtigt. Målet er at koble det teoretiske og det praktiske, for vores filosofi er, at når man kender formålet med de forskellige tests, så giver det en bedre grundforståelse. Det er uanset om man lige er startet på en uddannelse, eller om man er sidsteårselev.

Alle punkter i virksomhedens kvalitetssikring blev gennemgået, og lærlingene fik lov at lave flere tests på prøvetavler. Derudover blev der lavet forsøg på elinstallationen i AC’s egen bygning for at skabe et virkelighedstro testunivers.

Eleverne deles op i hold, og undervejs har vi forskellige prøver. I år var det funktionsrelæer, hvor de ud fra teksten og symbolerne på komponenterne skulle finde ud af, hvad relæerne var til, og hvad de kunne bruges til i den ”virkelige” verden. Det var virkeligt givende og lærerigt for lærlingene, fortæller Steffen Sørensen.

Anden del af lærlingedagen står altid på virksomhedsbesøg. I år gik turen til EL & Teknik messen i Odense, hvor alle elever gik sammen.

Vi forsøger at styrke vores elevers gensidige netværk og lære dem at gøre bedre brug af hinanden til dagligdagens små opgaver/udfordringer. Sidst men ikke mindst prøver vi at vise vores elever, hvor stort faget er, ved at tage på forskellige virksomhedsbesøg. I år var det oplagt at tage på El & Tenik-messen, og i 2027 har vi planlagt at besøge en tavlevirksomhed, fortæller Steffen Sørensen og tilføjer:

Vi må efter mange år måttet sande, at rekruttering af mandskab er en udfordring i vores branche. Derfor forsøger vi at dygtiggøre vores elever så godt som muligt – og kom i den forbindelse på ideen med lærlingedagen. Og tilbagemeldingerne fra vores elever har været helt fantastiske – Det er en dag, der bliver set frem til.

Mikael Rubenius, Koble
Mikael Rubenius, Koble
Michael Hemicke, Koble